Overnatning v. Roskilde & Isefjord
Kort over Fjordstien og kystnære overnatningspladser langs Roskilde Fjord og Isefjorden
Tag kajakken eller cyklen og få nogle fantastiske oplevelser af fjordlandskabet i Roskilde Fjord eller Isefjorden. Et kort med alle relevante oplysninger om cykling, kajakroning samt primitiv overnatning rundt i fjordsystemet er nu på gaden og kan downloades fra Kattinge værks hjemmeside.
Download: Kort (juni 2011) med overnatningspladser (pdf - 2,1 MB)
Download: beskrivelse (juni 2011) af overnatningspladser (pdf - 675 kb)

26 primitive overnatningspladser og 275 km cykkel- og vandresti
Der ligger 26 primitive teltpladser rundt om fjordene med adgang fra såvel vandsiden som landsiden. De er alle beskrevet på kortet. De ejes af private og offentlige grundejere. På pladserne er der mulighed for at slå eget telt op eller at overnatte i sheltere, som findes på en del af pladserne. Man kan tænde et lille bål, få vand og lave mad på primitiv vis over trangia eller bål. Man må overnatte en til to nætter, og overnatningen er gratis på de offentligt ejede pladser, mens man på de private skal betale 20 kr pr. person. Alle praktiske oplysninger, herunder adresser, GPS-koordinater og tlf.numre fremgår af kortet. Råder man over en kajak, kan man sætte den i vandet alle de steder, hvor offentlige veje og stier giver adgang til kysten.
Vil man hellere tage en dejlig cykeltur med familie, venner eller kæreste kan man vælge at følge Fjordstien. Ruten er tegnet ind på kortet og kommer forbi alle 26 teltpladser, så der er rig mulighed for oplevelsesrig og børnevenlig overnatning undervejs. Enkelte strækninger mangler at blive realiseret, men Fjordkommunerne arbejder ihærdigt på at færdiggøre den 275 km lange cykelrute. Indtil videre er der udgivet 6 foldere med detailkort og små fortællinger om seværdigheder undervejs. Folderne fås også hos kommunerne og turistkontorerne.
Uanset om det er kajakken eller cyklen, der er transportmidlet, kommer du tæt på naturen, får masser af frisk luft og motion. Ved at lade bilen stå en weekend eller en ferieuge kan du spare energi og samtidig øge din sundhed.


